Kære medlemmer
 

Dansk Golf Unions bestyrelse fastholder deres beslutning og anbefaling til den danske golfbranche om at holde golfbanerne lukkede frem til den 31 marts indtil videre, for at bidrage til at mindske Corona smittespredning.

På tirsdag den 31 marts skal Folketinget stemme om en ny lov, der gør det muligt at udstede forbud mod at forsamles flere end to personer. Forslaget gør det også muligt at lukke legepladser, campingpladser og golfbaner.

Vejen Golfklub følger DGU’s anbefaling om at fastholde lukning af banen, klubhus og faciliteter indtil lovforslaget er behandlet.

Mange golfspillere opfordrer DGU til at kigge på forskellige muligheder for at åbne banerne med skærpede regler efter den 31 marts. Vi er bekendt med, at enkelte klubber fortsat holder åbent, hvilket vi er uforstående overfor. Som forening har vi som andre et fælles ansvar for at bekæmpe Corona virus, og dette skal vi tage seriøst og ikke løbe unødvendig risici.

I lighed med langt de fleste klubber, har en samlet bestyrelse torsdag den 26. marts besluttet, at vi fortsat skal efterleve DGU’s anbefalinger, og holde banen lukket.

Alle klub i klub aktiviteter er aflyst indtil videre frem til d. 13 april.

Det er en svær tid, nærmest uvirkeligt. Mange er frustreret over, at VGK er lukket ned, og det er ganske naturligt. Vi har dog både et samfundsansvar og et ansvar for vores medlemmer. Ligeledes har DGU et ansvar for deres 148.000 medlemmer, hvoraf de 55.000 er over 65 år, og befinder sig i risikogruppen.
Det kommer naturligvis også for VGK meget ubelejligt også hvad angår forventelige økonomiske konsekvenser.

Der arbejdes på at begrænse bemandingen midlertidigt.

Vi beklager naturligvis banelukningen men appellerer samtidig til samfundssind og sund fornuft.

Vi håber på jeres forståelse.
 
Vi forventer en opdateret udmelding fra regeringen og Dansk Golf Union senest den 1. april. I forlængelse af denne afholder bestyrelsen i VGK et ekstraordinært virtuelt bestyrelsesmøde.
 

På vegne af bestyrelsen

Torben Kastbjerg
Golfmanager
Tlf. 6175 2050