På generalforsamlingen redegjorde Henning Fjord for kommende træpleje på banerne. Du kan læse indlægge her:
Det er nu tid for træpleje af vores træer på banen. Vi har haft en skovfoged fra Skovdyrkerne til at gennemgå alle vores læhegn og trægrupper.
Der vil være maskiner på banen i ca. 14 dage, men de fleste dage vil arbejdet være på Akademibanen, da der aldrig tidligere har været udført træpleje der.
Ud fra gennemgangen er der lavet en plan for, hvordan vi kan bevare vores træer på banen. Der er mange træer, der fjernes, fordi de er ved at rådne indefra eller står for tæt. Blandt andet er der to træer ved green på hul 4, på hjørnet ved det gamle 16. tee. Der er også to på Akademibanen ved hul 5 på hjørnet ved grøften mod green.
Enkelte træer fjernes efter ønske fra vores greenkeeper, så der bliver mere luft mellem træerne, og så der kan maskinklippes imellem dem. Det gælder blandt andet birkene på hul 12, bøgetræerne ved teested 13 og lærkene ved Akademibanen teested 4. På disse steder vil der blive fræset, så der ikke står stubbe tilbage efter fældningen.
Det er ca. 8-9 år siden, vi sidst havde en skovmaskine på banen for at pleje træerne. Dengang blev blandt andet læhegnet ud mod Asbovej og hul 17 samt flere grupper af træer gennemgået. Det er utrolig vigtigt, at træer ikke griber ind i hinanden i toppen, da de ellers ikke udvikler sig pænt og i værste fald kan gå ud.
Der har også været nogle mindre rydninger af rødel, som kun er et hjælpetræ, der plantes for at fremme væksten af blivende træer. De er blevet erstattet af bøg og egetræer, som er kommet rigtig godt i gang. Den udskiftning vil om nogle år blive til en rigtig flot del af vores bane.
Der er stadig rødel, der skal fældes, blandt andet ved hul 18. Der er plantet bøg bagved dem ind mod puttinggreen. Der vil ikke blive fjernet træer, som ikke er nødvendige at fjerne, for at få en sund og flot bane.
Vi har også fået tilladelse til at pleje områderne ved hul 2 på både højre og venstre side, som er et fredet område. Den slags vedligeholdelse skal godkendes af Vejen Kommunes naturafdeling og sendes i høring, før vi kan udføre den plan, der er lavet for området. Høringsfristen er sat til 25. februar, hvorefter hele planen kan sættes i gang.
Natursagsbehandler fra Vejen Kommune, der er sat på opgaven, var også meget positiv over for den plan, der er lavet for banen. Han mener også, at man bør lave en fremtidig plan for træpleje på banen.
Hvis vi ser på de områder, der skal plejes, vil det ske lidt over hele banen. Det vil ikke være lige kønt alle steder til at begynde med, før træerne får udviklet sig igen. Men når først vi er et par år fremme, vil det give et rigtig flot resultat. Træpleje er en langsigtet plan, men hvis man ikke gør noget, ender vi med en beplantning, der er i forfald.
Lige nu er planen, at arbejdet udføres i de to første uger i maj, hvis vejret er tørt, hvilket det normalt er på den tid, og banen ikke er for våd til de store maskiner. Det vil give lidt bøvl på banen, men det er man nødt til at leve med.
Hvis det ikke kan lade sig gøre på grund af regn, må vi måske vente til august.
Der skal ske noget, hvis vi vil have en bane, der bliver ved med at se godt ud. Samtidig bør man allerede nu lave en plan for, hvad der skal ske igen om cirka 10 år.



