Ny træner i Vejen Golfklub

Vi kan nu løfte sløret for, hvem der bliver den nye golftræner i Vejen Golfklub. 
Vi har fra den 1. januar 2015 ansat Søren Skoubo Kjeldsen. Søren er 27 år og på trods af sin unge alder har han stor viden og erfaring i forhold til at bestride stillingen som golftræner og drift af proshop.
Søren startede sin aktive karriere i Herning Golfklub, og blev som junior udtaget til det danske juniorlandshold. Herefter valgte Søren at blive træner – og derved professionel, og det er senere lykkedes ham at spille sig til flere topresultater ved turneringer for trænere i Danmark.
Butikserfaringen har han hentet hos Marcus i Herning, hvor han ud over almindelig butiksdrift, salg og service også var IT- og kampagne ansvarlig. Samtidig med elevtiden i Herning Golfklub var han tilknyttet Ikast Idrætshøjskole som underviser og foredragsholder på idrætshøjskolens golfkurser.
Herefter var han tilknyttet Hørsholm Golf Academi, hvor arbejdet bestod i undervisning, butiksdrift og udvalgsarbejde.
De seneste 2 år har han været selvstændig golftræner i henholdsvis Herning og Lyngbygaard.
Sideløbende med disse jobs har han undervist for Dansk Golfunion ved henholdsvis uddannelse af hjælpetrænere og på talentkurser.
Søren skriver selv om jobbet:
Jeg er meget glad for at have fået jobbet som træner i Vejen Golfklub! 
Golfen har været min helt store passion i snart 18 år, og jeg ser frem til at kunne dele denne med Jer – både via min undervisning, men også inde i Proshoppen.
Alle medlemmer af Vejen Golfklub skal have muligheden for at udvikle sig, og derved opnå en endnu større glæde ved spillet. Jeg vil derfor tilbyde et bredt udbud af både undervisning og udstyr, så der heller ikke er nogen der går forgæves hos mig.
Jeg har planer om at starte klargøringen af butikken allerede ved årskiftet, og vil løbende komme med information herom. I er meget velkomne til at kigge forbi – da jeg glæder mig til at møde Jer alle og ser frem til, at vi sammen får en rigtig god sæson!
 
Vi ser frem til samarbejdet og håber I vil tage godt imod ham.
Bestyrelsen ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår.
P.b.v.
Niels Schmidt