Flot score til Toyota-turnering
Søndag mødte en flok friske golfspillere op for at spille om fine præmier fra Toyota Louis Lund i Vejen. Det meste regn var heldigvis faldet lørdag, så selvom paraplyerne skulle bruges lidt, så var det rigtig fint vejr til golf.
Der var flere flotte scores på dagen, men særlig én skal fremhæves, nemlig Michael Rachlitz, der med hele 52 point vandt D-rækken. Handicappet ændres dermed fra 38 til 29 – flot spil.
Øvrige vindere blev Christian Damm med netto 71 slag i B-rækken og Claus Thygesen med 38 point i C-rækken.
Toyota havde også sat en Toyota Prius Plug-in i en uge på højkant til den, der kom tættest på flaget på hul 13. Med 1,59 meter blev den heldige vinder Bent Jessen.

Vejens Abacus hold vandt landdelsfinalen
Søndag den 9. september blev der spillet landdelsfinale i Abacus Cup. Vejen Golfklub spillede mod hold fra 19 andre klubber på Langesø Golfklubs baner. Hvert hold består af fem spillere fra hvert sit handicapinterval. Landsdelsfinale og finale spilles som holdspil, hvor de fire bedste scores pr. hul tæller til holdscoren.
Vejen Golfklubs hold gjorde det så godt, at de vandt en komfortabel sejr med en holdscore på 158 point over Svendborg Golfklub, der lavede 149 point. Der blev spillet landsdelsfinaler fire steder i landet, og Vejen Golfklubs hold lavede den højeste score af alle deltagende hold.

Nu går det så mod finalen, der spilles den 7. oktober på Faaborg Golfklubs baner – vi hepper alle på jer. Her deltager to hold fra hver landdelsfinale – altså i alt otte hold.

Vejen Golfklubs Abacus hold består af Magnus Birgir Henrysson, Kristian Hornemann, Kirsten Stoltenborg, René Fryland og Poul Viktor Sunesen. De vandt et Abacus rejsecover, en cabin taske og et Hirsel bælte.

Hjælp til eftersåning og reparation
Onsdag den 12.09 kl. 08.00 vil greenkeeperne gerne have nogle hjælpende hænder til at reparere skaderne efter de gravende fugle.
Hvis du har tid og lyst til at give en hånd med, da kontakt Anette på kontoret

Oplæg om fremtidsfuldmagter og testamenter – 18.09 kl. 13.30
Tirsdag d. 18. september kl. 13:30 vil advokat Signe Horstmann fra Penta Advokater holde oplæg om fremtidsfuldmagter, herunder i hvilke situationer og for hvem det kan være relevant at oprette en fremtidsfuldmagt.
Signe vil desuden komme ind på forholdene omkring oprettelse af testamenter, f.eks.:
– Er det nødvendigt for mig, når jeg er gift?
– Hvordan tilgodeser man dine, mine og vores børn?
– Kan jeg sikre, at dét mine børn arver bliver særeje, så de ikke skal dele med svigerbarnet i tilfælde af skilsmisse osv.?

Det foregår i cafeen, alle er velkommen, det kræver ikke tilmelding.

Gratis træning for hcp 37+
Husk at der hver tirsdag er gratis træning med Torben for medlemmer der har handicap over 37+ – det er fra kl. 18.00 – 20.00 hver tirsdag til og med uge 41.
Mød blot op på driving range.