Åbningsturnering – 11. april 2021

Åbningsturneringen er traditionen tro en greensome / mix greensome turnering, hvilket vil sige, at man spiller sammen mand-kvinde (mix greensome) eller mand-mand / kvinde-kvinde (greensome). Det plejer at være en populær turneringsform, hvor man lidt lempeligt kan få vinterens ”rust” rystet af, da man kun skal slå til bolden cirka hver anden gang.

Vejen Golfklub vil sørge for præmierne i år.

 

Hulspilsturnering – 1. maj til 26. september 2021

Hulspilsturneringerne for henholdsvis damer og herrer afvikles efter følgende principper: Deltagerne spiller først et grundspil (alle mod alle) i grupper af 4-5 spillere. Grupperne dannes efter handicap. Fra hver gruppe går de to bedste videre til et knock-out spil til top 8. I kvartfinale, semifinale og finale sammensættes spillerne ved seeding høj/lav.

Grundspil, kvartfinale og semifinale spilles ikke på faste datoer, men har deadlines. Kun finalen ligger fast, og her spilles også om 3.- og 4.-pladsen. Du kan læse mere om turneringen her.

Der skal være min. 16 deltagere, og der kan være max. 32 deltagere i hver turnering.

 

Pinseturnering – 24. maj 2021

Bemærk: I 2021 spiller vi pinseturnering om mandagen på 2. Pinsedag, da DGU har en turnering på vores bane Pinsedag. Derfor har vi valgt at lave turneringen med normal gunstart kl. 8.30 og uden flaghejsning. Samtidig udgår eftermiddagsturneringen i 2021.

Vi håber, at vi 2022 kan være tilbage til normalen:

Vores pinseturneringer spilles Pinsedag, så vi kan se pinsesolen danse. Dagen starter med en holdturnering (bestball) for de morgenfriske med flaghejsning kl. 5.30 og gunstart kl. 6.00. Her plejer at være mange deltagere.

Har du mod på mere golf, så er der en single-turnering om eftermiddagen, så du har her muligheden for at spille 36 hullers golf på samme dag. Man kan også vælge kun at deltage i single-turneringen om eftermiddagen. Der spilles i to rækker – én for deltagere fra morgenturneringen, og én for dem, der først kommer til eftermiddagsturneringen. Der er gunstart kl. 12.00.

 

Pink Cup – 5. juni 2021 – se Åbne turneringer

 

Golfexperten turnering – 13. juni 2021

Med Golfexperten som sponsor er vi sikret fine præmier, som enhver golfspiller kan bruge. Det er en single-turnering i fire rækker inddelt efter handicap samt en juniorrække. A-rækken spiller slagspil, mens de øvrige rækker spiller stableford.

 

Sydjysk Open – 17.-19. juni 2021 – se Åbne turneringer

 

Profil Optik, Vejen turnering – 27. juni 2021

Mange af Vejen Golfklubs medlemmer har gennem årene vundet solbriller, med eller uden styrke efter eget valg, når de har deltaget i denne turnering med Profil Optik i Vejen som sponsor.

Det er en single-turnering i fire rækker inddelt efter handicap samt en juniorrække. A-rækken spiller slagspil, mens de øvrige rækker spiller stableford.

 

Greenkeepernes Skræk – 4. juli 2021 – se Åbne turneringer

 

Åben generationsturnering – 18. juli 2021 – se Åbne turneringer

 

Green2green turnering – 8. august 2021

Rejsegavekort, rejsecovers, golfbolde – noget vi alle kan bruge – og måske kan du møde Bobby, der står klar til en lille snak og en skarp et eller andet sted på banen.

Turneringsformen er igen den populære greensome / mix greensome, hvor man efter første slag på hullet skiftes til at slå, indtil bolden er i hul.

 

El-Hjørnet turnering – 15. august 2021

Der er altid fine præmier på spil, når El-Hjørnet er sponsor for en single-turnering. Der spilles i fire rækker inddelt efter handicap samt en juniorrække, og A-rækken spiller slagspil, mens øvrige rækker spiller stableford.

 

Klubmesterskaber – 28.-29. august 2021

Vi skal selvfølgelig have fundet Vejen Golfklubs klubmestre, og det er netop vinderne af den åbne herrerække og den åbne damerække, der får disse titler. Her kan alle – uanset alder – deltage, dog må du max. have hcp 36. Der spilles to runder om lørdagen og en runde om søndagen. Der spilles fra scratch – altså uden handicaptildeling.

Du kan også deltage i en af de aldersopdelte rækker, hvor det for flere rækker er reduceret til en enkelt runde om lørdagen samt en runde om søndagen. Der kåres en række-klubmester for hver af de gennemførte rækker.

Tilskuere er hjertelig velkomne, og der plejer at dukke en del op om søndagen for at overvære afslutning og præmieoverrækkelse.

 

Toyota turnering – 5. september 2021

Toyota Louis Lund i Vejen er endnu en af vore trofaste sponsorer gennem mange år. På dagen kan du tage flere af Toyotas modeller i øjesyn i nærheden af klubhuset. Du bliver måske også den heldige / dygtige vinder af en gratis Toyota i en uge, som plejer at være på højkant ved nærmest flaget på hul 13.

Turneringen er en single-turnering i fire rækker inddelt efter handicap, hvor A-rækken spiller slagspil, og de øvrige rækker spiller stableford.

 

Begynder- og 37+ turnering – 12. september 2021

I denne turnering er der fokus på at vejlede og hjælpe de spillere, der ikke er vant til at spille klubturneringer. Samtidig er der også mulighed for at vælge mellem at spille 9 huller eller 18 huller. Deltagerne vil blive inddelt i rækker efter handicap, og der spilles stableford.

 

Champion of the Year og Afslutningsturnering – 10. oktober 2021

Dette er sæsonens sidste turneringer. Hvis du i årets løb har vundet en 1. præmie eller en 2. præmie i en af vore klubturneringer, så får du en invitation til at deltage i Champion of the Year. Der dystes her om to vandrepokaler, så derfor er der også kun én række, som spiller slagspil.

Har man ikke modtaget en invitation, så kan man heldigvis deltage i Afslutningsturneringen, der spilles samtidig. Her spilles også i én række, men der spilles stableford.